FYGO
  Forside Bestyrelse Links
  Håndbog DSOG Arkiv
 
Om FYGO

 

Foreningen af Yngre Gynækologer og Obstetrikere (FYGO) er en forening, som varetager de faglige interesser for læger under uddannelse i specialet og for yngre speciallæger (inkluderende afdelingslæger). FYGO blev dannet i 1983 som en fraktion af Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG). FYGO arbejder først og fremmest på løbende at forbedre speciallægeuddannelsen og de yngre gyn-obs’eres vilkår. Se mere om bestyrelsens visioner andet sted på hjemmesiden. FYGO opnår blandt andet indflydelse ved at have repræsentanter i DSOGs bestyrelse samt i alle relevante udvalg under DSOG samt i de regionale specifikke videreuddannelsesråd.

Kurser

FYGO afholder en række kurser med vekslende emner. Kursusafgiften er reduceret for medlemmerne. Kurserne er først og fremmest beregnet for prækursister, men alle medlemmer kan tilmelde sig. Kurserne er typisk aftenkurser af 4-5 timers varighed.

Internationalt arbejde

Med den tiltagende ensretning af specialistuddannelsen i Europa er det vigtigt at gøre vores indflydelse gældende i det europæiske samarbejde. FYGO har to repræsentanter i ENTOG (European Network of Trainees in Obstetrics and Gynaecology), hvis formål er at udveksle meninger, erfaringer og information om specialistuddannelsen i de enkelte lande. FYGO har været medstifter af NFYOG (Nordisk Forening for Yngre Obstetrikere og Gynækologer) og har to pladser i denne bestyrelse, som ligeledes er repræsenteret i NFOG (Nordisk Forening for Obstetrik og Gynækologi).  

FYGOs bestyrelse

FYGOs højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i marts. Her vælges bestyrelsen, som består af en formand, seks ordinære medlemmer og to suppleanter. Herudover har bestyrelsen associerede medlemmer i DSOG’s uddannelsesudvalg, efteruddannelsesudvalg, ansættelsesudvalg samt i DSOG’s bestyrelse.  Bestyrelsen kan altid kontaktes og vil være behjælpelig med råd og vejledning. Bestyrelsesmedlemmernes navne og adresser kan findes på hjemmesiden.

Medlemsblad

Alle medlemmer får tilsendt DSOGs medlemsblad, som udkommer seks gange årligt. Kurser og møder arrangeret af FYGO annonceres i medlemsbladet (foruden på hjemmesiden), hvor man desuden kan orientere sig om en række danske og udenlandske kurser, kongresser og møder. Øvrig specialerelevant kursusannoncering findes under ”kalender” på DSOG´s hjemmeside.

Hvordan bliver man medlem af FYGO?

Alle yngre læger med tilladelse til selvstændigt virke kan blive medlem af FYGO. Det er nødvendigt at være medlem af DSOG for at kunne blive medlem af FYGO. Såfremt du ikke allerede er medlem af DSOG, kan du blive medlem af begge organisationer via FYGOs eller DSOGs hjemmeside.

Kontigent:

Kontingentet til FYGO udgør 300 kr. årligt. Kontingentet opkræves årligt i juni måned via Lægeforeningens Registreringsafdeling sammen med kontingentet til DSOG, der udgør 2300 kr. årligt (nye medlemmer skal dog kun betale 1150 kr. de første to år). Samtidigt opkræves også et obligatorisk kontingent på 100 kr. til Dansk Medicinsk Selskab.

 

FYGO februar 2011

 

Problemer med siden- eller kommentarer kontakt venligst her