FYGO
  Forside Bestyrelse Links
  Håndbog DSOG Arkiv
 
Vejledning og evaluering
   

Vejledning og evaluering i den lægelige videreuddannelse

Sundhedsstyrelsens udgav i januar 1998 en håndbog med titlen ”Vejledning og evaluering i den lægelige videreuddannelse. Struktur, retningslinjer og ansvarsfordeling”. Målet var at fastlægge rammerne for vejledning og evaluering i den lægelige videreuddannelse, og samtidig etablere forudsætningerne for kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af uddannelsen.

Håndbogen indeholder bl.a.:

  • Evalueringsmaterialet, procedurer og papirgang
  • Skemamateriale vedrørende den uddannelsessøgende læge og uddannelsesstedet
  • Krav og forpligtelser for uddannelsesansvarlige overlæger, kliniske vejledere og den uddannelsessøgende læge
  • Konsekvenser af utilfredsstillende uddannelsesforløb for både uddannelsessøgende og uddannelsessteder
  • Planlægning af den teoretiske speciallægeuddannelse (U-kurser), evaluering af kursisterne og kursisternes evaluering af kurserne

Håndbogen kan ses på sundhedsstyrelsens hjemmeside i elektronisk udgave: http://www.sst.dk/publ/Publ1998/LaegersVidereudd/index.html

 

Introduktionsstilling og hoveduddannelse i gynækologi og obstetrik

Den samlede speciallægeuddannelse i gynækologi og obstetrik består af i alt 60 mdr fordelt på 12 mdr.´s introduktionsuddannelse og 48 mdr.´s hoveduddannelse, inklusiv 6 mdr.´s kirurgi og et modul i forskningstræning.

Enhver læge, der har gennemført turnus eller klinisk basisuddannelse og herved opnået autorisation til selvstændigt virke er formelt kvalificeret til introduktionsstilling i gynækologi og obstetrik. Det er den enkelte afdeling, der ansætter læger i introduktionsstilling. Formålet med introduktionsstillingen er dels at introducere den enkelte læge til specialet, dels at afklare om vedkommende egner sig som specialelæge i gynækologi og obstetrik.

En læge med godkendt introduktionsuddannelse i gynækologi og obstetrik er formelt kvalificeret til hoveduddannelse i gynækologi og obstetrik.
Ansættelse sker via regionale ansættelsesudvalg under de tre regionale videreuddannelsesråd.

Læger med kandidatgrad fra sommeren 2008 eller senere gælder, at hoveduddannelsen skal være påbegyndt senest 4 år efter påbegyndt klinisk basisuddannelse.

For læger med kandidatgrad før sommeren 2008 skal hoveduddannelsen være påbegyndt senest 6 år efter afsluttet introduktionsuddannelse.

 

Målbeskrivelse

Der er udarbejdet en målbeskrivelse, portefølje og logbog for såvel introduktions- som hoveduddannelse i gynækologi og obstetrik. 

Målbeskrivelsen beskriver, hvilke kompetencer den uddannelsessøgende forventes at opnå i hhv. introduktions- og hoveduddannelse.

For hver kompetence er angivet på hvilket niveau den uddannelsessøgende forventes at mestre den givne færdighed.

 

Vurderingsskala for procedureorienterede færdigheder:

Kompetenceniveau A. Har set, hørt eller læst om: Normalt vil det indebære, at man har overværet proceduren.

Kompetenceniveau B. Kunne udføre proceduren under nøje supervision (må kun indsamle UL-billeder og lignende under supervision, ved operative indgreb vil vejleder typisk være på stuen evt. i vask)

Kompetenceniveau C. Kunne udføre proceduren under nogen supervision (må indsamle UL-billeder og lignende selvstændigt, evt. noteres ”logbogs ført” i journalen. Ved operative indgreb vil bagvagt typisk være orienteret med henblik på evt. assistance)

Kompetenceniveau D. Kunne udføre proceduren uden supervision. Relevant underskrift givet i checklisten. Operative procedurer kan typisk udføres i vagten med vejleder på tilkald fra hjemmet. Kompetenceniveau E. Kunne supervisere og undervise i proceduren (Ty-pisk skal kursisten have superviseret yngre kolleger 5 eller flere gange i proceduren).

Relevante links:

Målbeskrivelsen i Gynækologi og obstetrik kan findes vis sundhedsstyrelsens hjemmeside:

http://www.sst.dk/Uddannelse%20og%20autorisation/Special%20og%20videreuddannelse/Laege/Maalbeskrivelser%20i%20speciallaegeuddannelsen.aspx

 

Afdelingsspecifikt uddannelsesprogram

Der er udarbejdet et afdelingsspecifikt uddannelsesprogram for hver afdeling, der varetager uddannelse af kommende gynækologer og obstetrikere. Uddannelsesprogrammet beskriver, hvorledes de i målskrivelsen angivne kompentencer opnås under ansættelse i den respektive afdeling.

Der henvises til DSOG’s hjemmeside. Se under punktet uddannelse, hvor der bl.a. er relevante link til målbeskrivelse, portefølje, checklister og uddannelsesprogrammer.

 

Individuel uddannelsesplan

I forbindelse med ansættelse på afdelingen udarbejder den uddannelsessøgende læge sammen med dennes kliniske vejleder en individuel uddannelsesplan, der angiver hvordan de angivne kompetencer planlægges opnået, herunder særlige fokusområder for den uddannelsessøgende læge.

 

Evalueringssystemet

Består både af proces- og resultatkontrol, idet uddannelsesforløbets 3 samtaler (se nedenfor) og den daglige kliniske undervisning og supervision sikrer overensstemmelse mellem det faktiske og det formelt krævede uddannelsesforløb.

 

Vejledersamtaler

Den uddannelsessøgende har krav på minimum 3 vejledersamtaler mhp. evaluering og planlægning af det videre uddannelsesforløb.

  • Ved introsamtalen udarbejdes individuel uddannelsesplan, checklister, målbeskrivelser og lign gennemgås.
  • Ved justeringssamtalen tages stilling til, om det med rimelighed kan forventes, at uddannelseselementet kan gennemføres på tilfredsstillende vis og der udarbejdes revideret en uddannelsesplan
  • Ved slutsamtalen er formålet at afgøre, om den uddannelsessøgende læge har opnået en tilfredsstillende kompetenceudvikling i forhold til målbeskrivelsen. Yderligere skal den uddannelsessøgende give en konstruktiv feedback til uddannelsesstedet. Evaluering af uddannelsesstedet foregår endvidere elektronisk via evaluer.dk.

 

Dokumentation

Til ekstern dokumentation for at uddannelseselementets er gennemført tilfredsstillende skal den uddannelsesansvarlige overlæge, den uddannelsessøgende læge og tutor/klinisk vejleder skriftligt godkende uddannelseselementet.

 

Det problematiske uddannelsesforløb

Såfremt der er tvivl om, hvorvidt et uddannelsesforløb kan gennemføres på tilfredsstillende vis, skal dette forelægges den uddannelsessøgende inden slutevalueringssamtalen. Formålet er for, at give såvel den uddannelsessøgende som afdelingen mulighed for at iværksætte tiltag og dermed rette op på et skævt forløb. Er der problemer omkring et uddannelsesforløb skal den uddannelsesansvarlige overlæge inddrages.

Den uddannelsessøgende har krav på at få forelagt årsagerne til, at uddannelsesforløbet ikke kan godkendes. Den uddannelses har i forbindelse med samtale ret til en bisidder og kan med fordel inddrage TR i afdelingen samt ved behov herfor det Regionale Yngre Lægeråd eller Yngre Læger centralt.

Samtidig bør en uddannelsessøgende der overvejer ikke at godkende et uddannelsesforløb fremføre dette før slutevalueringen.  

 

Inspektorordning

Formålet med inspektorordningen er at bidrage til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af den lægelige videreuddannelse på uddannelsesafdelingerne på landets sygehuse mv.

Retningslinjer for inspektorbesøg

  Uddannelsesgivende afdelinger besøges mindst hvert 4. år.

  Afdelinger hvor uddannelsen har behov for forbedring besøges oftere.

  Besøget foretages af minimum to inspektorer.

  Afdelingen udarbejder på forhånd en selvevalueringsrapport.

  Inspektorerne gennemfører interviews med relevante faggrupper.

  Uddannelsesmæssige procedurer og rutiner analyseres.

  Der udarbejdes en rapport med forslag til indsatsområder.

  Negative inspektorevalueringer kan få konsekvenser for uddannelsesfunktionen.

 

Der henvises til Sundhedsstyrelsens hjemmeside:

http://www.sst.dk/Uddannelse%20og%20autorisation/Inspektorordning.aspx

 

FYGO februar 2011
 
   
Problemer med siden- eller kommentarer kontakt venligst her