Uge 48, 2005, var ugen, hvor det 15. europæiske udvekslingsprogram for uddannelsessøgende gynækologer blev afviklet i Spanien.
Undertegnede havde på forhånd ansøgt FYGO om at komme med til dette arrangement og havde primo oktober fået besked på at købe billet, da vi var de heldige udvalgte. Søndag den 27. november oprandt dagen, hvor vi forventningsfulde sad i flyet mod hver vores destination.
Lise mod Barcelona og
Hanne mod Madrid.
Vores afdelinger herhjemme, henholdsvis gynækologisk/obstetrisk på Herlev og urologisk, Fredericia og gynækologisk/obstetrisk, Kolding, havde velvilligt bevilget fri med løn.
Hanne:
Eftersom flyet var tre timer forsinket fra København pga. en motor, der var sat ud, (Meget rart, at de fandt ud af det, mens vi stadig havde fast grund under fødderne), landede jeg i Barajas over midnat og kunne tage en taxa gennem Madrids mørke gader til centrum, hvor jeg blev indlogeret på Hotel Claridge. Der havde været en delegation i lufthavnen, bestående af et par kursister fra Hospital Santa Cristina, som jeg var tilknyttet, samt en lettisk kursist, Jana, men pga. forsinkelsen havde de opgivet og var taget tilbage på hotellet.
Efter en kort hilsen på sengekanten (!) med min lettiske meddeltager, kunne jeg lægge mig til at sove med forventning om en oplevelsesrig uge i Madrid og Barcelona.
Jana var kommet et par dage før og havde således gjort en del forarbejde. Hun havde allerede fået kontakt til hospitalet, lokaliseret det og fået styr på, hvornår vi skulle møde og hvor. Mandag mor gen kunne vi derfor møde op til mor genkonference på gynækologisk/obstetrisk afdeling på Hospital Cristina og Gregorio Marañan, efter at have nydt en café con leche på én af Madrids utallige caféer en kølig, rimtåget mor gen midt i mor genmyldretiden. Vi blev taget vel imod af afdelingens læger og af den ledende overlæge, José Bajo-Arenas, som desuden er formand for SEGO, den spanske søsterorganisation til DSOG.
Morgenkonferencen startede, sådan som vi også kender det, med en rapport fra vagten. Hospitalet er ét af Madrid 4 store fødesteder med i alt 10.000 fødsler om året, så i det forgangne døgn havde der været 32 fødsler. Herefter var der undervisning, sådan som der er hver mor gen, med fremlæggelse af cases af yngre læger, med opfølgende teori og diskussion af ældre læger. Emnerne denne mor gen var: CIN og kolposkopiske fund, for og imod anvendelsen af cytotec til p.p. med, da cytotec ikke må anvendes til dette i Spanien. Der var sandelig også en diskussion om implementeringen af EPJ og vanskeligheder og bekymringer desangående. Alt i alt diskussioner og overvejelser, som er ganske genkendelige fra DK.
Herefter fulgte en dag på fødegangen, en dag på operationsgangen og en dag i ambulatoriet.
Størst indtryk gjorde dagen på fødegangen, som var præget af den store fødeaktivitet. Der var hele tiden gang i en fødsel på en eller anden stue.
Jordemødre og 1. års kursister arbejdede ligeværdigt med at tage imod børnene, også ved de normale vaginale fødsler, og holdningen var hele tiden, yngste mand skulle først til, alt imens seniorlægerne cirkulerede rundt ude på gangen og var klar til at supervisere og assistere. Fødestuen var præget af en evindelig vandren ud og ind af døren. På et tidspunkt var der 10 personer på stuen. Jordemoder, kursist, speciallæge, SOS-assistent, studerende, alt imens der blev talt højlydt og kontant til den fødende og hinanden. Under selve fødslen blev der dækket sterilt af, klædt sterilt på og episiotomisaksen rutinemæssigt lagt frem……..og brugt.
På så stort et fødested var der i vagten to forvagter og to bagvagter, hvilket gjorde, at man aldrig var alene om sin funktion. Sectiofrekvensen ligger på omkring 22%.
Da først de indledende formaliteter og høfligheder var overstået, var der flere, der spurgte mig, om det var rigtigt, at man i DK ikke tillod indvandrere? Om det virkelig var sandt, at det var uhyre vanskeligt at få opholdstilladelse i landet? Spørgsmålet kom fra flere sider og uden undtagelse er udlændingeproblematikken også et stort emne i Spanien. Mange af lægerne gav udtryk for bekymring for det spanske sundhedsvæsens fremtid og havde stor respekt for den restriktive holdning, som DK giver udtryk for. Alt dette før Muhammed-tegningerne.
Der bor 4 millioner mennesker i Madrid, heraf er 1 million indvandrere, som er i landet mere eller mindre legalt. Ikke desto mindre kan de benytte det spanske sundhedssystem, hvilket ifølge mange af dem, jeg talte med, er med til at underminere det økonomiske grundlag for systemet. Samtidig falder fødselstallet for indfødte spanske børn, samtidig med at indvandrene bidrager med, at fødselstallet stiger, hvilket er ganske udemærket set fra et obstetrisk synspunkt. Så enkelt blev problematikken formuleret, om end det i praksis viste sig noget mere nuanceret.
Lise:
Jeg var som anført i Barcelona under hele opholdet.
Ved min ankomst til lufthavnen stod Jordi klar til at møde mig. Han kørte stort set i pendulfart mellem Barcelona og lufthavnen for at hente deltagerne, som ankom spredt ud over hele dagen.
FYGO´s søsterorganisation i Spanien er relativt nydannet og har ikke så mange aktive medlemmer, så Jordi og Anabel, de to hovedarrangører af ENTOG-mødet, var endt med at måtte lavet en meget stor del af arbejdet selv. Det var bl.a. meningen, at alle skulle indkvarteres privat, men da det ikke var muligt, var vi 4 (Miina og Johanna fra Finland, Hugo fra Østrig og mig) som delte en lejlighed i centrum af Barcelona, som Jordi´s chef venligt havde stillet til rådighed.
Det var vældig hyggeligt bortset fra, at vi de første dage måtte undvære varmt vand og varme, da lejligheden ikke havde været beboet et stykke tid…. men det lykkedes heldigvis at få ordnet.
Miina og jeg skulle være tilknyttet Sant Pau hospital, et 100 år gammelt hospital beliggende i nogle meget smukke og farverige bygninger tegnet af en elev af Gaudi. Da den indvendige indretning med bl.a. 4 meter til loftet ikke længere er tidssvarende, er man gået i gang med at bygge et helt nyt hospital på grunden ved siden af. I afdelingen så frem til snart at kunne flytte til nye lokaler. Året før havde man oplevet, at taget var styrtet ned på en af fødestuerne kun 20 min. efter en rundvisning for kommende forældre. Hospitalet er offentligt og den gynækologiske afdeling ikke så stor sammenlignet med andre i Barcelona, kun ca. 1000 fødsler om året og normeret med ca. 20 læger. Overraskende nok var mange af lægerne ikke særligt gode til engelsk, hvilket især gjorde det svært for Miina, som ikke talte spansk. Og når de så slog over i catalan, det lokale sprog som er en blanding mellem spansk og fransk, så var jeg også stået af.
Dagen blev indledt med morgenkonference på catalan, hvor el jefe (chefen) i jakkesæt og slips sad bag sit kateder og meget højtideligt noterede, hvad der var sket det foregående døgn. Nogen egentlig diskussion eller undervisning oplevede vi ikke.
Herefter fortsatte lægerne ud til deres respektive funktioner. Indlæggelsestiden efter en operation var minimum en uge uanset indgrebets størrelse, og alle havde kateter i den tid. De måtte da også indrømme, at der hyppigt opstod urinvejsinfektioner. Som i en del andre europæiske lande er mammakirurgien også i Spanien en del af det gynækologiske speciale.
Den største forskel sammenlignet med Danmark oplevede jeg i forbindelse med fødslerne. Jeg overværede en enkelt, hvor en andengangsfødende havde været i fødsel nogle timer. Hun havde som rutine fået en fødeepi, S-drop, kørte med kontinuerlig CTG og lå i GU-leje. I forbindelse med fødsler blev skalp-pH også hyppigt brugt. Som Hanne også beskriver følte man fødestuen som lidt af en banegård, med en evig vandren ud og ind af stuen, ind imellem med døren stående åben ud til gangen, og med den fødende og hendes mand som passive deltagere, ikke just patienten i centrum. Jeg oplevede ikke, at nogen præsenterede sig for den fødende ud over mig selv. På et tidspunkt opfordrede kursisten, som ledte fødslen, den fødende til at presse. Da hun efter ca. 20 min. endnu ikke havde født blev hun informeret om, at nu ville der blive lagt tang for at afslutte fødslen. CTG´en var normal. Mens lægen gik i vask og iklædte sig OP-kittel, hue og maske, blev der dækket sterilt af. Så blev der lagt en epis og herefter tang. Den fødende pådrog sig en mindre vaginalrift højt oppe i vagina som udover epis´en efterfølgende måtte sutureres. Under hele forløbet hørte man hende ikke sige en lyd. I Spanien bruger man stort set ikke at lægge kop men i stedet tang. De havde dog en kop, til når der kom vikarer udefra som var vant til at bruge kop eksempelvis læger uddannet i Sydamerika.
Tre spændende dage, hvor hverdagen på mange områder ligner vores egen og på andre er meget forskellig.
Vejen til speciallæge er noget kortere i Spanien end vi kender den:
Sabbatår kender man ikke til. Turnus eksisterer ikke og udvikling af de syv kompetenceområder er et ukendt begreb, så speciallægerne er unge, typisk under 30 år. Et uddannelsesforløb i Spanien kan se ud på følgende måde:
Efter tre år i gymnasiet får de som regel direkte videre på universitetet.
Medicinstudiet tager 6 år, herefter forbereder man sig i ca. et halvt år til den store kandidateksamen, MIR. Alt efter hvordan man klarer sig til MIR , kan man vælge speciale og sted. Efter veloverstået eksamen kan man fortsætte direkte i en kursusstilling indenfor det speciale, man kunne tænke sig og har kvalificeret sig til. Gynækologi/obstetrik er også i Spanien et meget populært speciale, hvorfor det ikke er det lettest tilgængelige speciale at få stilling i. Som et kuriosum kan nævnes at uddannelsen til tandlæge er et subspeciale til medicin. Altså ikke nogen turnusperiode, eller en periode som prækursist. Selve kursisttiden varer 4 år med planer om at udvide uddannelsen til 5 år. Begrundelsen herfor er, at i løbet af de 4 år går der en del tid af til sovedage efter vagter. Set over en periode på 4 år, bliver det faktisk til et deficit på et års tid, som man vil forsøge at indhente ved udvide tidsrammen til 5 år.
Hvor om alting er, med det ovenfor skitserede uddannelsesforløb gør det den spanske medicinstuderende i stand til at blive speciallæge i gynækologi og obstetrik inden 30 års alderen.
Fuldstændig utænkeligt efter danske forhold, såvel som det er utænkeligt fortsat at være hjemmeboende under hele kursisttiden uden finansielle støttemuligheder som studerende. Startlønnen som kursist gør det ikke lettere at komme hjemmefra, da startlønnen ligger på 1200 euro pr. måned, stigende med 100 euro pr år. Det spanske sundhedsvæsen er bygget op af en offentlig og privat sektor, hvilket giver speciallægerne mulighed for ansættelse i begge "væsener" og dermed også en væsentlig supplering af lønnen.
Efter tre intensive dage på hospitaler i henh. Madrid og Barcelona inklusiv power-sightseeing på Prado-museet, et kik på Picassos Guernica, Palacio Real , La Sagrada Familia , La Rambla, Miro og ellers flittig og målbevidst afprøvning af spanske gastronomiske specialiteter, begyndte det 15. europæiske udvekslingsmøde for yngre gynækologer i Europa i Barcelona. Emnet var kønnenes rolle indenfor gynækologi og obstetrik. De nærmere detaljer vedrørende dette møde kan læses på: www.entog.org
Selve udvekslingsprogrammet var i Spanien organiseret af to unge kursister, Jordi Deu Martinez og Anabel Montero Armengol, som havde lagt et utroligt stort stykke arbejde i at koordinere ca. 80 deltagere fra ca. 20 forskellige lande mht. indkvartering og placering rundt omkring i Spanien med hovedparten i Barcelona.
Alt i alt en uge med masser af indtryk og oplevelser, hvor vi har valgt at beskrive noget af det, som vi synes, var det væsentlige. En uge præget af, hvordan gør I, hvordan gør vi, hvorfor gør I sådan og har I hørt om etc. Ikke nok med at vi fik et indblik i spanske forhold, men med 80 deltagere fra i alt 20 lande, fik vi også mulighed for at høre om forholdene i bla. Letland, Grækenland, Holland, Tyskland, Tyrkiet, Finland, Østrig og fik dermed sat den hjemlige andedam i relief.
Tak til FYGO og vores respektive afdelinger for at give os muligheden for denne oplevelse og opholdet kan varmt anbefales til andre, såvel som en opfordring til danske afdelinger om at give deres støtte og tage pænt imod vores europæiske kolleger i 2006, hvor DK er vært for det 16. europæiske udvekslingsprogram for yngre gynækologer i Europa.
Med venlig hilsen
Lise Schleiss, Glostrup
Hanne Kobberø , Kolding
Herunder : Lise og HAnne samt delegationen fra FYGO
