|
|
|
Foreningen
af Yngre |
|
UDDANNELSESPOLITISK NOTAT
Juli 2003
Indledning;
FYGO´s primære
formål er at arbejde for at forbedre den gynækologisk-obstetriske
speciallægeuddannelse i Danmark blandt andet gennem deltagelse i arbejdet med
den nye målbeskrivelse for introduktions og hoveduddannelse. I løbet af
efteråret 2003 skal uddannelsesblokkene og de endelige uddannelsesprogrammer
udarbejdes. Alle håber således på, at vi allerede fra jan 2004 kan tage den nye
målbeskrivelse i brug.
Arbejdet med
målbeskrivelsen har sat fokus på uddannelse i bred forstand, hvilket vil være
med til at forbedre og effektivisere vores uddannelse. Bestyrelsens
bidrag til processen er dette uddannelsespolitiske notat som forhåbentligt vil
inspirere læserne.
Den nye speciallægeuddannelse
Med
baggrund i Speciallægekommisionens betænkning fra 2000 har Sundhedsstyrelsen igangsat en reform af
speciallægeuddannelsen i Danmark. Uddannelsen går fra
at være rammestyret til at blive målstyret, dvs. speciallæge anerkendelse kan
først opnås når man kan dokumentere, at alle de kompetencer, der angives i
målbeskrivelsen er opnået. Uddannelsen decentraliseres til de 3 regioner, men
det er et ufravigeligt krav, at den samlede speciallægeuddannelse kommer til at
bestå af 12 mdr´s introduktionsuddannelse og 48 mdr´s hoveduddannelse,
inklusive kirurgi, samt et 12 ugers
forskningstræningsmodul. Hoveduddannelsen kommer endvidere til at
indeholde tid på såvel universitets- som centralsygehuse. Samtidig nedlægges de
nuværende tværfaglige kurser, dog fortsætter SOSA-kurset under et nyt navn
”ledelse, administration og samarbejde”.
Den
nye målbeskrivelse
Vores speciale var et af de første til
at få godkendt målbeskrivelsen, hvor niveauet for uddannelsen er lagt på et højt,
men realistisk niveau. Vi venter nu på, at Sundhedsstyrelsen skal godkende
logbogen, der kommer til at indeholde en opsummering af de enkelte mål. Som
noget nyt skal det fremover attesteres, at de enkelte kompetencer er opnået/tilegnet. Alle uddannelsessøgende vil
når de starter på I eller U-stilling få udleveret en ”portefølje-mappe”, hvor
alle relevante dokumenter samles; checklister, UL-billeder, journaler til audit
mm. Disse ændringer vil betyde, at vi som uddannelsessøgende i langt højere
grad skal evalueres løbende i forhold til alle ”de 7 roller” (den medicinske
ekspert, kommunikator, samarbejder, sundhedsfremmer, leder/administrator,
akademiker, professionel), der angives i speciallægekommissionens betænkning.
Evalueringerne skal have konsekvens og det bliver vigtigt for FYGO, at der
udarbejdes et sikkerhedsnet omkring den enkelte uddannelsessøgende såfremt
evalueringen falder negativt ud. Samtidig skal det på
de enkelte afdelinger afklares, hvem der kan/skal attestere, at en given
kompetence er opnået. FYGO vil diskutere med DSOG og de regionale Videreuddannelsesråd for den lægelige
videreuddannelse, hvordan det kan sikres, at vejlederne får de nødvendige
redskaber til at gennemføre evalueringen af den uddannelsessøgende.
Målbeskrivelsen beskriver i detaljer, hvilke
minimumskompetencer en speciallæge i gynækologi og obstetrik skal besidde,
samtidig angives lærings- og evalueringsstrategier for de enkelte mål.
Det fremtidige arbejde vil bestå i at få
implementeret målbeskrivelsen på afdelingerne, et arbejde som kræver at alle
deltager, både overlæger, yngre læger og uddannelsesansvarlige overlæger.
Nye begreber som ”fokuseret kliniske ophold”, ”audit
af journaler”, ”klinisk struktureret observation”, ”360 graders evaluering”,
”checklister”, ”forskningstrænings modul” er dukket op og det er nu op til os
som uddannelsessøgende at forholde os til den nye ”fagre” verden med
nysgerrighed og engagement.
FYGO´s
bestyrelse og FYGO´s medlemmer har fortsat en central plads i arbejdet med at
udvikle vores uddannelse derfor vil FYGO:
·
fortsætte den tætte dialog med vores repræsentanter i de specialespecifikke nævn,
undervisningsudvalget og DSOG`s bestyrelse
·
løbende informere medlemmerne
om den nye speciallægeuddannelse via hjemmesiden og bladet og opfordre til at
medlemmerne blander sig i arbejdet med at lave de nye uddannelsesprogrammer
·
opfordre de uddannelsesansvarlige overlæger til at inddrage
de uddannelsessøgende på de enkelte afdelinger i arbejdet med at evaluere
afdelingens uddannelsespotentiale fx ved at gå målbeskrivelsen igennem punkt
for punkt og sammen se på, hvad afdelingen kan bidrage med og hvad den
uddannelsessøgende må andre steder hen for at lære.
Implementering af den nye speciallægeuddannelse,
målbeskrivelsen og nye blokke
Uddannelsesplanlægningen
skal fremover placeres i de 3 regioner og ansvaret placeres hos ”Det Regionale
Videreuddannelsesråd”, der får til opgave at vurdere uddannelsesstedernes
potentiale i henhold til den nye målbeskrivelses krav og udfra dette
sammensætte de enkelte uddannelsesforløb.
Til at gøre dette arbejde er der i hver region og for hvert speciale
nedsat et råd eller nævn med repræsentanter fra Videreuddannelsessekretariatet,
de postgraduate kliniske lektorer indenfor specialet, de uddannelsesgivende
afdelingerne, FAYL og FYGO.
De
enkelte uddannelsesprogrammer, der skal dække alle målbeskrivelsens kompetencer, skal udarbejdes på afdelingerne
og det samlede uddannelsesforløb skal endelig godkendes af Det regionale
Videreuddannelsesråd efter positiv lægefaglig indstilling fra de postgraduate
kliniske lektorer. De enkelte afdelinger har ansvaret for, at
uddannelsesprogrammet kan gennemføres. Tildelingen af selve
speciallægeanerkendelsen er fortsat placeret hos Sundhedsstyrelsen.
FYGO tilslutter
sig de overordnede rammer
for den nye bekendtgørelse for speciallægeuddannelsen;
o med 12 mdr´s introduktions- og 48 mdr´s hoveduddannelse inklusiv
kirurgi
o både Universitets og Centralsygehuse skal indgå
o uddannelses-forløbene skal være ligeværdige
o alle kompetencer i målbeskrivelsen skal være dækket
o blokkene skal så vidt muligt være geografisk acceptable for YL
·
FYGO er bekymret for, at der
i forslaget til bekendtgørelsen anføres, at der maximalt må gå 6 år fra
afsluttet introduktionsuddannelse til opstart på hoveduddannelsen. Det er
allerede påpeget i det høringssvar som DSOG afgav til Sundhedsstyrelsen jan
2003.
·
FYGO mener, at i og med
opnåede slutkompetencer er det som den uddannelsessøgende evalueres på vil
regionale forskelle i opbygningen af de enkelte blokke være af mindre betydning
·
FYGO er bekymret for om vores
arbejdsgiver – amtsrådsforeningen – vil afsætte de nødvendige midler til den
nye speciallægeuddannelse. Kravet om reel kompetenceevaluering, tættere
vejledning og supervision, uddannelse af vejlederne, fokuserede kliniske ophold
og et forskningsmodul på i alt 3 måneder vil betyde, at der skal tilføres
ressourcer til de afdelinger, der påtager sig uddannelsesforpligtigelsen.
·
Kravet om en mere effektiv og
målrettet uddannelse vil betyde, at vagtbelastningen skal ned for den
uddannelsessøgende, hvilket igen vil belaste den enkelte afdelings budget.
·
FYGO vil gennem DSOG tage initiativ til,
at der etableres en erfaringsudveksling mellem de 3 speciale specifikke råd
snarest muligt
Sammenhængende uddannelses forløb
I målbeskrivelsen
åbnes der op for, at uddannelsesmoduler/elementer kan opnås på andre sygehuse
& klinikker. Mange amter har
etableret arbejdsdeling indenfor vores speciale og det kan derfor blive
nødvendigt at inddrage flere sygehus i de enkelte uddannelsesprogrammer
herunder kan indgå et kortere ophold i speciallægepraksis. Den nyligt indgåede
overenskomst mellem sygesikringen og de privat praktiserende speciallægers
organisation DFKO har åbnet mulighed for sidstnævnte.
·
FYGO er positivt indstillet
overfor, at speciallægepraksis kan inddrages, dog skal de praktiske forhold
vedrørende undersøgelsesrum, UL-skanner og supervision være på plads.
Det
vil være meget vigtigt, at vi som uddannelsessøgende bevarer tilknytningen til
en stamafdeling i de tilfælde, hvor flere uddannelseselementer placeres udenfor
afdelingen. De mange skift betyder megen tid brugt på nyorientering, mange nye
mennesker og skikke og samtidig vil det kræve en høj grad af planlægning på
alle niveauer.
Fordelingen mellem ansættelse på Central- og
Universitetssygehuse
Hver
region har sine egne logistiske forhold omkring organiseringen af den
gynækologisk/ obstetriske speciallægeservice. Det er vigtigt, at
speciallægeuddannelsen bliver ligeværdig i de 3 regioner og indenfor den
enkelte region. I modsætning til de 2 andre regioner er der kun
ét Universitetssygehus i region Syd. FYGO håber, at
der i region Syd kan opnås enighed om, at uddannelsesforløbene kommer til at
indeholde minimum 1½ år på Universitetssygehuset. Men igen vil opnåelsen
af de nødvendige minimumskompetencer indenfor den fastsatte tid være det
essentielle. Generelt er det vigtigt, at tiden på Universitets afdelingerne
bruges til at opnå de mere specialiserede kompetencer f.eks. avanceret
obstetrik og UL, fertilitet, onkologi mm og ikke de basale færdigheder, der kan/bør tilegnes på
Centralsygehusene. Nogle afdelinger skal fremover vænne sig til at få
kursister, der er på et lavere kompetence niveau.
Mere
uerfarne kursister vil kræve
·
at der sættes flere
ressourcer af til supervision
·
at flere af afdelingens faste
speciallæger skal være parate til at lade den yngre ”komme til” både på
operationsgangen og i ambulatoriet (rolleskift fra primær behandler til
”consultant”/mentor)
·
at vagtstrukturen måske skal
ændres fra bolig til tilstedeværelsesvagt for bagvagtens vedkommende
Et andet
vigtigt forhold er, at der ofte på Centralsygehusene er en større
vagthyppighed, hvilket betyder mindre tilstedeværelse i dag tid. Vigtig læring
finder sted i vagterne, men en lang række af de mere færdighedsorienterede
kompetencer, både operativt og ”udredningsmæssigt”, kræver tilstedeværelse i
dag tid. Ligeledes vil flere U-kursister i et vagtlag med få læger gøre
situationen endnu mere problematisk. Det er derfor nødvendigt, at disse
problemer erkendes når uddannelsesforløbene skal godkendes.
Kirurgiens indhold og placering -
overgangsordninger
Den
kirurgiske sideuddannelse integreres nu i de 48 mdr´s hoveduddannelse, og alle
3 regioner planlægger at reducere kirurgien fra 1½ år til 6 mdr, inklusiv
urologisk funktion/modul. Samtidig præciseres det
klart i målbeskrivelsen, hvilke kompetencer man som uddannelsessøgende skal
tilegne sig på den kirurgiske afdeling. Det er nu op til de kirurgiske
afdelinger i samarbejde med de specialespecifikke råd og de kliniske
postgraduate lektorer, at udarbejde de endelige uddannelsesprogrammer. FYGO
mener:
·
at det ikke er nødvendigt, at kirurgien
placeres på de sygehuse, hvor gynækologien er placeret.
·
at kirurgien placeres bedst på større
afdelinger med et stort indtag af akutte patienter.
·
at kirurgien kan placeres før eller efter
opstart på den ”gynækologiske del” af hoveduddannelsen.
I og med, at
kirurgien reduceres til 6 mdr vil der nu være en række af FYGO´s medlemmer i
region Øst og Syd, der allerede har tilegnet sig de nødvendige kompetencer
gennem 6-12 mdr´s ansættelse på en kirurgisk afdeling. En af intentionerne for
den nye speciallægeuddannelse er, at reducere uddannelsestiden. FYGO mener
derfor, at der bør etableres blokke uden kirurgi, som kan søges af prækursister,
der kan dokumentere, at de har opnået de kompetencer som målbeskrivelsen
angiver.
·
FYGO vil forelægge de specialespecifikke
råd problemstillingen via vores repræsentanter i rådene
·
FYGO vil anmode Vurderingsudvalget om at
indføre en overgangsordning for denne gruppe af prækursister med forslag om at
kirurgi kan give point på lige fod med andre sideuddannelser – dvs max 2 point
i alt på sideuddannelser og/eller at kirurgi kan give 1 ekstra point, således
at der kan gives i alt 3 point for sideuddannelse. Samtidig foreslår FYGO en
snarlig deadline for denne ordning.
Funktion som fase 3/1. reservelægetid
I den nye
hoveduddannelse er der ingen fase 3/1. reservelægetid. FYGO frygter at de
uddannelsessøgende herved forbliver i en reservelægestilling gennem hele
hoveduddannelsen. Dette vil betyde en
uacceptabel lønnedgang på ca 4000 kr/måned pga. den manglende 1. reservelægeløn
! Vores målbeskrivelse nævner, at vi skal opnå
kompetencer, der gør det muligt at varetage vagtarbejdet, men stiller ikke krav
om egentlig bagvagtsfunktion. Det er efter FYGO´s mening nødvendigt, at
hoveduddannelsen kommer til at indeholde perioder, hvor man har funktion som
bagvagt og at dette bliver et krav for at
kunne opnå speciallægeanerkendelse. Via NyLøn midler vil der sandsynligvis være
mulighed for at forhandle individuelle funktions/kvalifikationstillæg via
Amtsreservelægerådene (FAYL). Problemstillingen er generel for alle specialer.
FYGO vil derfor kontakte FAYL mhp at undersøge om FAYL har gjort sig
overvejelser om denne konsekvens af den nye hoveduddannelse. Allerede nu er der
forskel på, hvordan kursister aflønnes; NyLøn sikrer, at U-kursister i Århus
får R1 funktionstillæg når man indgår i vagtlag med speciallæger mens
U-kursister i Odense ikke har samme ret og derved får 1500 kr mindre hver måned
for det samme arbejde. Forhold som FYGO finder uacceptable.
Vejledning og evaluering
I
løbet af introduktionsstillingen vurderes det om den uddannelsessøgende er
egnet til specialet. Denne evaluering skal tages alvorligt og den
uddannelsesansvarlige overlæge skal være sit ansvar bevidst såfremt den
uddannelsessøgende reelt ikke egner sig til specialet.
Netop
evaluering bliver en af hjørnestenene i den nye målbeskrivelse. Der bliver
behov for at udvikle evalueringsstrategier, behov for opkvalificering af
vejlederne og sidst men ikke mindst, at der afsættes tid til, at en reel
evaluering kan finde sted. FYGO er bekymret for om sygehusejerne vil afsætte de
nødvendige ressourcer til dette.
Rollen
som vejleder vil ændre sig og der vil givetvis være et behov for at de
enkelte afdelinger får et bredere kendskab til pædagogiske principper for
læring og evaluering. FYGO støtter tiltag i form af
at tilbyde flere en egentlig uddannelse i pædagogik.
Inspektorordningen
Et
andet vigtigt evalueringsredskab for den lægelige videreuddannelse er
inspektorbesøgene, hvor FYGO som den eneste ”sandkasse” organisation har fået
mulighed for at deltage som ”junior-inspektorer”. Ordningen er en
forsøgsordning, der ved udgangen af 2004 skal evalueres med FYGO´s bestyrelse.
De positive erfaringer FYGO har med ordningen på nuværende tidspunkt gør, at vi
håber, at ordningen bliver gjort permanent også for andre specialer.
Uddannelseskapaciteten
Et andet meget
presserende problem er uddannelseskapaciteten. Der har nu i mange år været 3
kvalificerede ansøgere til hver kursusblok. Som en konsekvens af dette er den
gennemsnitlige kandidatalder ca. 8 år ved start på kursusstilling. En
problemstilling, der helt sikkert vil forværres om ganske få år når den øgede
produktion af medicinske kandidater for alvor slår igennem, hvorved der vil
komme yderligere pres på uddannelsessystemet. At gynækologi og obstetrik er et
populært speciale legitimerer ikke alene til at øge antallet af
uddannelsesstillinger.
Den 9. maj 2003
udkom Sundhedsstyrelsens længe ventede lægeprognose 2000-2025. Rapporten
fastslår, at antallet af speciallæger falder indenfor alle specialer frem mod
år 2025. Gynækologi & Obstetrik er et af de specialer, der vil opleve det
største fald - 25 % - svarende til, at hver 4. speciallægestilling ikke kan
besættes i år 2025 såfremt den nuværende uddannelseskapacitet fastholdes.
Konklusionerne i Sundhedsstyrelsens rapport er i fuldoverensstemmelse med
DSOG´s ”Prognoserapport fra 2002. Kønsprofilen i vores speciale ændrer sig,
hvilket kan betyde, at manglen på speciallæger bliver endnu større. I perioden
1998-2003 var 80 % af U-kursisterne kvinder. Generelt er kvindelige lægers
erhvervsaktivitet målt i antal arbejdstimer per år lavere, og den samlede pensionsalder
er lavere end mændenes. Derudover er forhold som deltid og efterløn ikke taget
i betragtning
Der er således et dokumenteret behov for at udvide
uddannelseskapaciteten med ca. 33 % som
det allerede i 1998 blev anbefalet af Sundhedsstyrelsen. Det er
imidlertid kun region Nord, der har fulgt denne anbefaling. Den aktuelle
udmelding fra Sundhedsstyrelsen juni 2003 anbefaler, at der i 2004
dimensioneres med 26 årlige uddannelsesforløb på landsplan. Imidlertid er denne
udmelding kun vejledende og den endelige beslutning træffes i de regionale
Videreuddannelsesråd.
FYGO håber dog på, at Region Øst og Syd vil øge
uddannelseskapaciteten allerede med virkning fra
2004. Den sandsynlige fordeling vil være;
Region
Nord uændret 8 (tidligere øget
med 33 %)
Region
Syd øges fra 4 til 6 (50 %)
Region
Øst øges fra 10 til 11,5 (15
%)
·
FYGO vil arbejde vedholdende
for at uddannelseskapaciteten øges uden at kvaliteten i uddannelsen mindskes
·
FYGO accepterer at uddannelseskapaciteten
kun kan øges ved at inddrage centralsygehusene yderligere dog således at
blokkenes sammensætning bliver ”socialt”
acceptable
·
FYGO vil arbejde for, at de
afdelinger, der påtager sig en yderligere uddannelsesforpligtigelse tildeles de
nødvendige ressourcer.
Skifter prækursister til et andet speciale pga
ventetid på kursusstilling ?
FYGO
stiller sig meget tvivlende overfor om uddannelsessøgende, der er i kø til
kursusstilling indenfor Gynækologi & Obstetrik skifter speciale pga
ventetiden. Siden 1998 er kandidatalderen ved tildeling af kursusstilling kun
faldet ganske lidt fra gennemsnitlig 9 år (5-17) til 8 år (4-13) i 2003 og
samtidig er antallet af nødvendige point uændret 8,5 dog med store regionale
forskelle. Vores opfattelse er, at Gynækologi & Obstetrik vil forblive et
populært og attraktivt speciale uden rekrutteringsproblemer. Det skal dog mane
til eftertanke, at vores svenske kolleger i disse år oplever et massivt
rekrutteringsproblem bl.a. pga en høj vagtbelastning og øget risiko for
klagesager mm.
·
FYGO vil via FAYL´s Uddannelsesenquete
forsøge at besvare spørgsmålet: ”Hvor mange springer til andre specialer i
ventetiden på kursusstilling?”
En ny flaskehals ?
Et
forhold der måske kan ændre søgningen mod specialet er, at
det bliver sværere at få en introduktionsstilling. Sundhedsstyrelsens
har meldt ud, at antallet af introduktionsstillinger skal reduceres til 1,5 til
2 per kursusstilling. For vores speciale vil det betyde et fald fra nu 75 til
ca 55 I-stillinger per år dvs hver 4. stilling forsvinder. Reduktionen bliver størst
i region Øst hvor hver 3. stilling forsvinder pga regionens relativt lave antal
kursusstillinger.
·
FYGO´s bestyrelse mener ikke,
at en reduktion på 25 % i antallet af I-stillinger vil føre til nogen ny
flaskehals, men vil følge udviklingen nøje.
Mulighed for organisatorisk og fagpolitisk
arbejde
FYGO
har erfaret, at det er blevet tiltagende besværligt for bestyrelses medlemmerne
samt yngre medlemmer i diverse udvalg at få fri til at deltage i de nødvendige
møder. FYGO vil i samarbejde med DSOG arbejde for, at også uddannelsessøgende
kan få mulighed til at deltage i det organisatoriske arbejde.
Den fremtidige uddannelsesprofil på den
gynækologisk-obstetriske afdeling
Det
er FYGO´s klare overbevisning, at implementering af den nye
speciallægeuddannelse og målbeskrivelsen for vores speciale vil betyde, at der
på alle afdelinger og i speciallægepraksis vil blive sat yderligere fokus på
den lægelige videreuddannelse på alle niveauer.
I
og med, at antallet af U-forløb forhåbentlig øges yderligere vil det kræve, at
flere afdelinger bidrager til den samlede hoveduddannelse. Nogle afdelinger er
subspecialiserede og må derfor dække deres områder af målbeskrivelsen ved, at
den uddannelsessøgende er på disse afdelinger i korte fokuserede kliniske
ophold/moduler for at sikre at kompetencerne opnås. Andre afdelinger har et
langt bredere patientgrundlag og er derfor velegnede som stamafdelinger.
I
nogle regioner vil der sandsynligvis ske en omstrukturering af de enkelte
afdelingers funktion. Nogle afdelinger vil givetvis blive nedlagt, andre vil
kun skulle varetage elektive opgaver mens andre bibeholder fuldt vagtberedskab.
Dette vil stille store krav til tilrettelæggelsen af uddannelsen både for
introduktionslæger, U-kursister og for post-kursister på vej mod §14-vurdering.
Her vil den uddannelsesansvarlige overlæge være den centrale person sammen med
afdelingens gruppe af vejledere. I region Nord fungerer 1-2 yngre læger som
uddannelseskoordinatorer på afdelingen dvs bistår den U-ansvarlige overlæge i
dennes arbejde. FYGO ser gerne, at dette tiltag etableres på alle landets
gynækologisk-obstetriske afdelinger snarest. Der er i flere amter via NyLøn
forhandlet et funktionstillæg igennem til de uddannelseskoordinerende yngre
læger.
FYGO
er bekymret for om de enkelte afdelinger, der skal varetage hoveduddannelsen
har sikret sig ekstra ressourcer således, at den nødvendige læringsramme kan
etableres. Kravet om en reel vurdering af den enkeltes kompetencer vil kræve
ekstra samtaler med vejlederen, fokuseret operativ læring, audit af journaler –
hele porteføljens indhold skal i princippet diskuteres. En hjælp til at
organisere dette kunne være, at alle uddannelsessøgende fik en lomme-PC og at
der blev udviklet programmer, der kunne styre og monitorere den enkeltes kompetence
udvikling og derved lette arbejdet for vejlederne.
Om ganske få år
vil der være færre faste speciallæger til at uddanne mange yngre læger. Det er
derfor efter FYGO´s mening meget vigtigt, at vi nu bruger den nødvendige tid og
tålmodighed på at ”lære”, hvordan man bedst uddanner i og træner kliniske
færdigheder. At arbejdstilrettelæggelsen i langt højere grad bliver forankret
og bestemt af uddannelsesbehovet fremfor altid produktionsstyret. De enkelte afdelingsledelser mødes af kravet om større
produktivitet og vil være tilbøjelige til - måske ubevidst - at nedprioritere
uddannelse. Ligesom patienter/behandlinger DRG-vægtes kunne det være relevant
og naturligt, at DRG-vægte uddannelse – at det at uddanne talte med i
evalueringen af en afdelings produktivitet og ikke bare var et biprodukt.
·
FYGO vil opfordre til at der
via DSOG bliver taget initiativ til, at der nedsættes et hurtigtarbejdende
udvalg på landsplan, der skal have til opgave at vurdere, hvad det kommer til
at koste at uddanne fremtidens gynækologer såfremt uddannelsen skal have den
kvalitet som Sundhedsstyrelsen forventer, at den får i fremtiden.
Når antallet af
I stillinger reduceres forventer FYGO, at disse stillinger bliver konverteret
til blokstillinger indenfor det almen medicinske speciale. Mange afdelinger
tilbyder i dag en suboptimal uddannelse til denne gruppe, der skal være vores
tætteste samarbejdspartner i fremtiden.
Efter FYGO´s mening bør læger i blokstilling til almen praksis have mere
målrettede forløb ved at varetage fagligt relevant arbejde og f.eks. ikke gå i
vagt på de højt specialiserede afdelinger – dels er det faglige udbytte for
ringe, dels er det ofte en ganske stor belastning at være bag dem.
Tiden efter at man er blevet speciallæge
Den lægelige
videreuddannelse stopper ikke med, at man endelig er blevet speciallæge. Det er
efter FYGO´s mening meget vigtigt, at øgningen i uddannelseskapaciteten følges
af en samtidig udvidelse i antallet af afdelingslægestillinger, alternativt 1.
reservelægestillinger. I den nye ”vejledning om faglig bedømmelse af ansøgere
til overlægestillinger” maj 2003 præciseres det, at en ansøger til en overlægestilling som
minimum skal have 2 års ansættelse efter opnåelse af speciallægeanerkendelse
for at være kvalificeret til en overlægestilling. Er der eksempelvis 10
uddannelsesblokke om året i en region vil der således være et behov for minimum
20 afd læge/R1 stillinger til at sikre alle mulighed for §14 modning. FYGO ved,
at man i Videreuddannelsessekretariaterne i
regionerne er opmærksom på disse forhold, men vil løbende bringe diskussionen
op i de specialespecifikke råd/nævn.
FYGO´s
bestyrelse juli 2003